3. maj 2023

Det siger din indretningsstil om dig

Del på:

Boligindretning som hobby

I gamle dage var vores indretningsstil ofte bestemt ud fra vores status i samfundet. Jo rigere man var, jo mere ekstravagant blev møblerne og pyntetingene. I dag ser man dog flere og flere, der betragter boligindretning som en hobby. Når du træder ind i et hjem, er det således ikke tilfældigt, hvor tingene står, eller hvor de kommer fra. Hvert møbel er ofte nøje udvalgt med sans for detaljen. Din indretningsstil siger nemlig meget om din personlighed, og hvad du ønsker at udtrykke. Af den grund trives mange i at indrette hjem eller forandre deres bolig af og til. Ved at ændre indretningsstil leger man nemlig ikke kun med udtryk – man ændrer måske også lidt på ens egen person?

 

Din indretningsstil afslører dine hemmeligheder

Ifølge eksperter er den enkeltes indretningsstil ikke en tilfældighed. Tværtimod kan boligindretning faktisk sige utrolig meget om ens personlighed og tilværelse:

  • Hvis du har en nordisk og klassisk stil med dansk design, har du fokus på et lyst og enkelt udtryk. De, der vælger denne indretningsstil, er ofte par eller familier, som har et aktivt hverdagsliv og gerne vil signalere, at de har god smag. De foretrækker desuden en solid og god tilværelse, der ikke skiller sig for meget ud.
  • Etno er en indretningsstil, hvor farverne får frit spil. Her er der plads til store armbevægelser og en dyrkelse af rejsefund. Når man har denne indretningsstil, ønsker man at vise sine oplevelser frem for andre og signalere, at man har udsyn.
  • Indretningsstillen vintage er meget populær blandt unge mennesker. Her er genbrugsfund og rå udtryk essensen. Stilen blander nyt med gammelt, og du kan således både finde nye designerstole og en gammel fransk sofa i et vintage hjem. Som udgangspunkt vælger man stilarten, fordi man ikke har råd til at købe nyt, men måske også fordi man gerne vil signalere personlighed og dybde.

Ens indretningsstil kan dog let ændres i takt med, at man bliver ældre, ændrer sig eller blot trænger til et nyt sceneri i sin bolig. Boligindretning er på mange måder som ens personlige tøjstil – det viser lidt om, hvem man er.

 

Derfor skal du forny dit hjem

Mange dedikerer sig fuldstændigt til en stil uden at være klar over det og lader sig opsluge af boligindretning i en ekstrem grad. Vi forsøger nemlig at skabe det liv, som vi drømmer om igennem indretningsstil. Uafhængigt af ens hverdag, relationer og baggrund kan man i hjemmet skabe en oase, der afspejler ens sande jeg. Her lytter man til hjertet frem for hjernen, og det kan betale sig, når man ønsker at skabe ændringer i boligens indretning. Når vi foretager ændringer i vores hjem, skaber det nemlig livsglæde og en følelse af fornyelse. At give væggen en ny farve eller at købe en ny pynteting til stuen kan således gøre underværker for vores velbefindende såvel som for hjemmets overordnede atmosfære. Et hjem er på sådan vis ikke noget hjem uden vores helt egen personlige indretningsstil.